En mand fangede engang en fugl. Fuglen sagde til ham: »Jeg er dig ikke til nogen nytte som fange. Men slip mig fri, så skal jeg give dig tre værdifulde råd.«

Fuglen lovede at give det første råd mens den endnu var i mandens hånd, det andet når den var fløjet op på en gren, det tredje efter at den var nået til bjergets top.

Manden gik ind på det og bad den om det første råd.

Fuglen sagde:
»Hvis du mister noget, om det så er noget du sætter lige så højt som livet selv, så lad være at ærgre dig.«

Nu lod manden fuglen flyve, og den hoppede op på en gren.

Den fortsatte med det andet råd:
»Tro aldrig noget der modsiger din sunde fornuft, medmindre du ser beviser.«

Så fløj fuglen op på bjergtoppen. Deroppefra sagde den:

»0h, du stakkel! Inden i mig har jeg to kæmpemæssige juveler, og hvis du bare havde dræbt mig ville de have været dine! «

Manden ærgrede sig ved tanken om hvad han havde mistet, men sagde: »Giv mig i det mindste det tredje råd.«

Fuglen svarede:
»Sikken tåbe du er! Du beder om flere råd, selv om du ikke har rettet dig efter de to første! Jeg sagde jo at du ikke skulle bekymre dig om det du havde mistet, og at du ikke skulle tro på noget der stred mod sund fornuft. Nu gør du begge dele. Du tror på noget vrøvl og du ærgrer dig over et tab! Jeg er ikke stor nok til at indeholde store juveler.

»Du er en tåbe. Derfor må du blive inden for de begrænsninger der er sat for mennesket.«