Sommetider oplever jeg i et kort øjeblik ikke at være identificeret med hverken min krop, mine følelser eller tanker, og det er lykken. I et kort øjeblik oplever jeg, hvad det vil sige ikke at være selv-optaget, men derimod optaget af noget større. I disse øjeblikke opdager jeg, hvor meget jeg længes efter ikke mere at tænke ’jeg’ og ’selv’ på den måde, jeg hidtil har gjort.

Indtil nu har ’jeg’ stort set konstant identificeret ’mig’ med noget i de tre legemer, jeg fungerer igennem, hvilket betyder, at jeg oplever mig som adskilt fra og alligevel identificeret med kroppen, følelserne eller tankerne. Jeg siger f.eks., at jeg har ondt i mine knæ og føler mig alligevel ét med dem, selv om jeg i selve udsagnet adskiller mig fra dem. Min opmærksomhed er i mine knæ, som så gør mere ondt, fordi tankerne forstærker smerten i knæet.

Energi følger altid tanke, og vi skaber med tanken! Jeg har endnu ikke udviklet tilstrækkelig indsigt og styrke til at adskille mig fra smerten i knæene, så jeg identificerer mig med den og oplever samtidig, at jeg tænker på knæene som noget uden for mig, og noget jeg ejer. Jeg ved, at jeg skal adskille mig fra den fysiske smerte, men hvordan? Jeg må indse, at jeg ikke er mine knæ, og at jeg ikke er smerten.

Ikke identifikation, men hvordan?
Opmærksomheden skal altså flyttes. Jeg kan tænke på, hvad knæene symboliserer og ad den vej få en forståelse for, hvilken egenskab jeg mentalt kan fokusere på som modvægt. Situationen er jo dualistisk. I stedet for at stå i midten på vippen, sidder jeg tungt på den ene ende, velvidende at jeg skal stå og holde balancen mellem enderne på midten. Jeg skal arbejde på at neutralisere smerten i knæene, så godt jeg kan. Jeg ved, at jeg ikke kan opløse smerten alene med mentalt arbejde, men jeg kan forsøge at frigøre tanken, så jeg kan vælge at gøre noget effektivt for at befri mig for smertens tyranni.

Knæ har med stolthed at gøre, og knæ forbindes med Stenbukkens tegn. Hvis jeg vil opløse min identifikation med smerten i knæene, skal jeg altså finde ud af, hvilke egenskaber, der er modvægt til stolthed! Det har noget med at bøje sig, at kravle på sine knæ og erkende, at der er noget, der er større og vigtigere end mig. Det handler om ydmyghed og taknemlighed over, at jeg har et liv, hvor jeg kan tænke frit, gå til lægen med mine knæ, få zoneterapi, akupunktur mm, hjælpe andre, fordi jeg har ’nok’ og ikke mindst lever i et land, hvor jeg kan vælge, hvad og hvordan jeg vil tænke.

Jeg forsøger så, i stedet for at tænke på smerten i mit knæ, at tænke på taknemlighed og ydmyghed, på hvad de to begreber er for mig, samtidig med at jeg gradvist forsøger at erstatte opmærksomheden på smerten i knæene med taknemlighed over alle de ting, som jeg kan glæde mig over og være taknemlig for:

- Hvad er taknemlighed?
- Hvad gør taknemlighed ved mig?
- Hvordan kan jeg bruge taknemlighed i forhold til smerten i knæet?

Langsomt bevæger jeg mig ind på midten af vippen. Det er en lang proces, men samtidig en nødvendig proces, hvis jeg vil være herre i mit eget hus, det som jeg har bygget i tankernes, følelsernes og den fysiske verden.

Hvis jeg vil have et godt liv, kan en øvelse som den ovennævnte, hvor det, der ikke er ønskværdigt, bevidst erstattes af det modsatte, gradvis få vippen til at vippe og bringe balance mellem de to yderpunkter: stolthed og ydmyghed. Taknemlighed fører til ydmyghed.

Jeg oplever ’jeg’, som det jeg identificerer mig med, men hvis jeg er opmærksom, opdager jeg, at identifikationen skifter uafbrudt. Så er det smerten i knæene, så er det følelsen af afmagt over smerten, så er det tanken om, hvad man kan gøre og tusinde andre identifikationer, der skifter med lynets hast.

Herre i eget hus. Hvordan?
Jeg er altså ikke herre i mit eget hus, for hvis jeg var det, ville jeg hele tiden bevidst bestemme, hvad jeg ville tænke og bevidst skabe mit liv. Jeg forstyrres af alt det, der sker i og omkring mig, også når jeg ikke er bevidst om det. Et liv i vores tid er travlt, men det er ikke meningen, at jeg skal trække mig ud af dette moderne liv. Tværtimod skal jeg prøve at finde ligevægten og dermed vejen i midten, for det er den vi mennesker skal gå ad. Det er den eneste måde, hvorpå jeg selv bevidst kan skabe mit liv.

Det er også derfor, at alle vise mennesker gennem tiden har fremhævet ”Den gyldne middelvej” som idealet. Vi skal turde erkende, hvad det er, der hersker i vores liv, og vi skal finde modvægten til det, der styrer vores liv i erkendelse af, at vi er mennesker, som ikke har fuld kontrol over vores liv.

Livet opdrager os.
De mennesker, vi møder på vores vej gennem livet, er vores lærere, og de største læremestre er familiemedlemmer, da vi altid er placeret i en familie, som kan give os præcis de udfordringer, vi har brug for for at finde vejen i midten. Vi skal lære at holde modsætningerne i ave, for kun når opmærksomheden er fokuseret og fri, kan vi skabe de tanker, der er nødvendige for at gå ad den gyldne middelvej.

Kun på den måde kan vi finde ud af, hvem ’jeg’et’ i virkeligheden er.