|
MÅNEN I millioner af år har månen cirklet rundt om jorden og fascineret og fortryllet menneskene. Når det er fuldmåne lyser den så stærkt med det lys, som ’den låner’ af solen, at nattehimlens lysende stjerner næsten forsvinder i dens kølige sølverne lys, der er så stærkt, at det kaster skygger. Man forstår også, at nysgerrige mennesker gennem tiderne har sat sig for at finde ud af, hvad det mon betyder, at den er stor, fuld og flot, bliver mindre og mindre for så at forsvinde helt, og derefter igen vokser til den bliver hel og fuld. Tidligere levede mennesker i samklang med naturens rytmer, men det har mange glemt i dag. Vi er blevet overbevist om, at vi selv kan klare alt, og at psykologer, læger og medicin kan hjælpe os, hvis vi får fysiske eller psykiske problemer, og selv om der er stadigt flere, der ’opdager den gamle visdom’ i forskellige former og vælger at leve i overensstemmelse med naturens rytmer, så er det stadig et fåtal. Heldigvis for menneskene er der altså en tendens til at genopdage disse rytmer, og flere og flere må med glæde erkende, at de rent faktisk får et kvalitativt bedre liv ved at leve i overensstemmelse med månens faser, både i årets løb, men også i løbet af en måned og en dag ved bevidst at bruge de gaver, som naturen skænker os. Naturens og Guds eget apotek Naturfolk har altid levet efter solens og månens og naturens rytmer. De studerede himmelvæsenernes adfærd og fandt, at de havde betydning for deres liv. En stor del af naturfænomenerne som fx ebbe og flod, graviditet, vejret, dyrenes adfærd og mange andre ting viste sig at have relation til månens bevægelser. Vores forfædre vidste, hvornår de skulle operere, samle medicinske planter, vaske og mange andre ting, fordi de observerede hvilke dage i løbet af en måned, det fungerede bedst. De fandt ud af, hvilke dage der var bedst til at udføre bestemt arbejde i køkkenhaven og på marken, bl.a. fordi de så, at planter voksede hurtigere og blev sundere, hvis de blev sået, gødet, vandet og klippet på bestemte dage. Der findes en meget fin lille kalender, Maria Thuns såkalender (se nedenfor), som fortæller, hvornår man skal gøre de forskellige ting i sin have. På alle livsområder gælder det, at det er ikke nok at have de nødvendige evner, men at man også må finde den rette timing. Himmeluret Himmeluret blev til en kalender, og tidligere var alle kalendere skabt på basis af månens gang over himlen, fordi månen havde langt større betydning for hverdagslivet end solen. Det er også et faktum, at mange store fester stadig afholdes i overensstemmelse med månekalenderen. Det gælder også i den kristne kirke. Fx er Påsken lige siden det andet århundrede blevet fejret den første søndag efter fuldmånen i Vædderens tegn. Mange andre kalendere (for der er mange andre end den kristne) er stadig månekalendere, hvor den kristne kalender nu er en solkalender. Næste måned: Månens faser Maria Thuns såkalender kan købes i helsebutikker eller på nettet: Biodynamisk
|